udveksling med epide fra lyon juni 2023

Ude-Bo og fransk skole inspirerer hinanden gennem udveksling

Franske elever med særlige behov var i juni på udvekslingstur til Danmark og imponerede Ude-Bo med deres store sociale ansvarlighed over for hinanden

Af Laura Gundorff Boesen / Fotos af Ude-Bo

En flok unge franskmænd fra bo- og uddannelsesinstitutionen Epide og unge fra det socialpædagogiske bosted Ude-Bo i Horsens går langs kysten ved Vrist i Nordjylland og samler skrald, der puttes i store affaldsposer. Efter et par timer har flokken i fællesskab samlet 200 kilo gamle fiskenet, jerndimser, cigaretskod, flasker og dåser sammen.

– Det var en rigtig god oplevelse. Det er ikke hver dag, vi får lov at arbejde sammen med andre på den her måde, fortæller de franske elever.

Denne juni tilbringer de 7 franske unge, 10 danske unge og ansatte fra de to institutioner seks dage sammen i Danmark som en del af en udvekslingsaftale, som Ude-Bo har indgået med Epide.

– I november 2021 tager min franske kollega Bernard og jeg selv til Lyon og besøger Epide, hvor vi overnatter i 5 dage, fortæller Britta Schmidt, der er forstander på Ude-Bo.

Turen var egentlig bare research til en studietur for forstandere og bestyrelsesmedlemmer på institutionerne under JBF, der holdes hvert tredje år, og som i 2022 skulle holdes i Lyon. Britta og Bernard blev ”sendt i marken”, fordi Bernard snakker fransk. Men de to fik meget mere ud af besøget, end de havde regnet med.

– Her kommer vi i kontakt med de 100 unge på skolen, deres lærere, og vi oplever deres undervisningsform. Og så tegner ideen sig til, at det kunne være fantastisk med en udveksling af vores og deres elever, da vores målgruppe og institutioner minder om hinanden. Epide er en slags forskole, hvor du kan gå og bo, hvis du ikke er i en ordinær uddannelse. Her kan de unge prøve forskellige ting af og tage stilling til, hvilken uddannelse eller form for beskæftigelse, de vil i gang med bagefter – og det er helt det samme, vi gør på Ude-Bo, siger Britta.

Franske unge med stor social ansvarlighed

Noget af dét, der særligt inspirerede Britta under opholdet på Epide, var, hvad hun kalder de franske unges fælles sociale ansvarlighed.

– Epides motto er, at der skal være plads til os alle, og vi har ansvar for hinanden. Så når jeg sad om aftenen og spillede Uno med nogle unge, og der kom en ny ung ind i lokalet, henvendte de andre sig med det samme og spurgte, om vedkommende ville være med. Det var virkelig et vendepunkt for mig. I Ude-Bo har vi en god kultur med plads til alle uanset udfordringer, men vores unge føler ikke den samme fælles sociale ansvarlighed, som de franske gør. Så det er vi nu blevet meget opsatte på, at vi gerne vil arbejde for at styrke hos vores egne unge, fortæller Britta.

Derudover kører Epide med en mild form for militær disciplin over for deres unge: De unge går i uniform, samles dagligt til hejsning af flaget, reder seng om morgenen, og alle værelser er upåklageligt ryddet op.

– Vi skal ikke have den form for fransk disciplin, men vi blev interesserede i, hvad det kan gøre af gode ting for unge at have sådan nogle disciplinære rammer omkring sig, siger Britta.

De danske unge skævede da også lidt til de franske elevers uniformer og hæftede sig ved den respekt, de udviste over for de franske voksne, særligt i undervisningssituationer.

– Men samtidig kunne de jo se, at de franske unge alligevel havde nære og trygge forhold til de voksne – at disciplinen ikke udelukkede dét, siger Britta.

Indblik i den danske kultur

I juni 2023 ankom de 7 franske unge og 3 ansatte fra Epide så til Danmark. De første fire dage boede franskmænd og danskere sammen i et fælles sommerhus ved Vesterhavet. Temaet for udvekslingsugen var ’Klima/genbrug og kulturelle oplevelser’: Gruppen samlede affald på stranden i samarbejde med organisationen ’Hold Danmark rent’, fik undervisning på Klimatorium, Danmarks internationale klimacenter, var på museer, mødtes med Horsens’ borgmester og besøgte forskellige virksomheder, der arbejder med genbrug – herunder den socialøkonomiske virksomhed Finderiet (der også hører under JBF), som upcyckler og sælger genbrugsvarer. Og om aftenen blev der lavet aftensmad sammen i sommerhuset, spillet spil og leget på stranden.

– Vi har fået en forståelse for dansk medborgerskab, kultur og det danske samfund, der indeholder tillid, lighed og social retfærdighed, fortæller Rezaiguia Magdalena og Jean Loic Payan, som er henholdsvis lærer og jobkonsulent på Epide.

– Så har vores unge interageret og samarbejdet med de danske unge, og det har også bidraget til en forståelse af det danske samfund.

Ude-Bo vil gerne udveksle med endnu flere

Til næste år er ønsket, at Ude-Bos unge så tager turen sydpå til Lyon og har en uges udveksling på Epide.

– Det bliver en rigtig god proces at planlægge og tilrettelægge turen for 2024. Epide har foreslået, at vi blandt andet skal mødes i Nordfrankrig og besøge D-dagskysten, da det næste år er 80 år siden, det var D-dag, fortæller Britta.

Oplevelsen med det franske besøg af Epide har været så positiv, at hun håber, at Ude-Bo på sigt kan lave endnu flere udvekslingsaftaler med institutioner i andre lande.

 

 

 

 

 

 

 

Ude-Bo er selvejende Socialpædagogiske
Ungdomsprojekter under foreningen Jysk
Børneforsorg/Fredehjem med egen bestyrelse og ledelse.
Se Ude-Bo's nyttige links 

KONTAKT INFORMATION

Fabrikvej 11A, 1.
8700 Horsens

Telefon: 2272 0594

CVR: 28053495

Forstander Britta Schmidt
Telefon: 2272 0594
E-mail: britta@udebo.dk

Kontakt øvrige personale